En Ocicat har et særdeles dejligt temperament! Den er en intelligent, aktiv, legesyg, kontaktsøgende og meget nysgerrig kat – hele livet igennem. Den er hengiven og følger sin ejer overalt og vil gerne deltage og "hjælpe til" med det der foregår.
En Ocicat er generelt meget lærenem. Den kan fint lære at gå i snor og vil ofte gerne apportere legetøj. Den lærer sig også hurtigt at åbne døre, skabslåger og andet den finder interessant, og kan være meget opfindsom!
En Ocicat er meget i kontakt med sin ejer, og kræver man ofrer en hel del tid og opmærksomhed på den. Den vil gerne leges og snakkes med, og nogle kan føre lange "samtaler". Den er dog ikke nær så "snakkende" som en Siameser og har heller ikke dennes karakteristiske stemme. En Ocicat er også meget kælen, men har ikke altid lige tid, når du gerne vil have den på skødet. Til gengæld elsker den at hygge sammen med dig i sofaen eller ligge i arm hos dig hele natten! Ofte er en Ocicat også glad for at sidde på din skulder og følge med i alt hvad du laver.
En Ocicat er meget social og de fleste trives absolut bedst sammen med andre katte - især fra egen men også fra andre racer. Dog er den på grund af sin høje intelligens og stærke personlighed også en lidt dominerende kat, der "fylder" meget og derfor ikke altid trives i for store flokke. Ved for store grupper af katte kan derfor ses stress symptomer i form af jalousi og urenlighed eller strinten.
Til gengæld trives Ocicat fint sammen med hunde og ikke mindst sammen med børn! En Ocicat er afgjort den perfekte familie kat, der elsker at tage del i et aktivt familieliv, hvor den får masser af opmærksomhed.
En Ocicat er generelt meget venlig og imødekommende og den udviser meget sjældent aggressivitet.
Øvrige egenskaber
Ocicat er generelt en sund og stærk race!
Den kræver et minimum af pelspleje.
Den trives fint i lejlighed, når blot den har selskab og aktivitetsmuligheder nok.
Hvor det er muligt trives Ocicat allerbedst med adgang til indhegnet have, men først og fremmest har den brug for at kunne være sammen med sin familie, hvorfor en separat voliere ikke er ideel. Derimod er en indhegning omkring terrassen, hvor familien selv opholder sig, meget mere velegnet.
En Ocicat bør ikke være fritgående. Dels på grund af biler, men også på grund af dens nysgerrige og sociale karakter, der sammen med det spottede udseende gør den ekstra udsat overfor tyveri!
Ocicat er vanedannende... har du først én, får du lyst til at få flere!