Hvis du har set eller hørt om racen Ocicat, og fået lyst til at vide mere, så kan vi varmt anbefale dig at tage direkte kontakt til vores opdrættere og aftale tid for et besøg.

En anden mulighed er, at du aflægger besøg på en katteudstilling, hvor der forventes at være Ocicat tilstede. Se nærmere under "Kommende Udstillinger".

Opdrætterne fortæller gerne om deres katte og viser dem frem for alle interesserede. Da opdrætterne naturligvis er forskellige, anbefaler vi, at du eventuelt aflægger besøg hos 2 eller flere. Det er vigtigt du har tillid til det sted, du vælger at få en killing fra!

Alle vores opdrættere skriver købsaftale, når de overdrager en killing eller voksen kat til dens nye ejere. Der følger altid en original Felis Danica stambog med, ligesom kattens vaccinationer og sundhedsattest fra dyrlægen er obligatorisk.

Før du vælger at anskaffe dig en Ocicat, bør du tænke på følgende:

Ocicat er en meget aktiv og social race. Det betyder, man skal være indstillet på, at have en kat der har brug for aktivitetsmuligheder og som kræver man giver sig tid til den hver dag, når man kommer hjem. Af samme grund er det en stor fordel, at have 2 eller flere katte, da en Ocicat ellers let kommer til at kede sig, mangle adspredelse eller føle sig ensom og forladt, hvis familien er på arbejde hele dagen. En Ocicat der efterlades alene i hjemmet dag efter dag, risikerer let at blive en ulykkelig og frustreret kat.

Selvom det er bedst at have 2 eller flere katte, kan det også hurtigt blive for mange. Tænk derfor på at begrænse antallet af katte, hvis du har hang til at samle på disse skønne dyr. En flok bør maksimalt bestå af 4-6 katte, hvis de alle skal kunne trives godt.

Til gengæld trives en Ocicat også rigtig fint i selskab med en hund.

Ocicat er en super god race sammen med børn! De elsker at tage del i børnenes leg og aktiviteter, og sover gerne i børnenes seng om natten, hvis de får lov.

Hvis hunden er menneskets bedste ven, så er barnets bedste ven en Ocicat !!!

Vær forberedt på, at en Ocicat er en meget nysgerrig, intelligent og opfindsom kat, der åbner døre og vinduer, skabe og skuffer, hvis den finder det interessant. Tænk derfor på sikringsbeslag på vinduer og eventuelt runde dørgreb, hvor det er nødvendigt.

En Ocicat kan sagtens trives godt i en lejlighed, hvis den får aktivitetsmuligheder og opmærksomhed nok. Er der altan eller terrasse til lejligheden, kan det varmt anbefales at sætte net eller trådhegn op, således at katten frit kan gå med dig ud på altanen eller terrassen. En Ocicat vil nemlig være der, hvor du opholder dig!

Et kradsetræ med højt placeret soveplads er en rigtig god investering, som katten vil sætte stor pris på. Samtidig aflaster det dine møbler og forhindrer normalt at katten hvæsser sine klør andre steder.

Bor du i hus med have vil vi stærkt anbefale, at du overvejer at indhegne hele eller dele af haven, således din Ocicat trygt kan færdes sammen med dig i haven og på terrassen. Hvis du vælger at indhegne en mindre del af haven, så tænk på at indhegne sådan, at katten kan være sammen med dig. Sæt f.eks. hegnet rundt omkring terrassen eller den del af haven, som du og din familie benytter mest. Og tænk også på fordelen ved, at du frit kan lade terrassedøren og nogle vinduer stå åbne på en varm sommerdag, uden at tænke på katten løber ud og måske bliver kørt over.

De forskellige opdrættere giver gerne råd og vejledning om, hvordan man laver en Ocicat-sikret indhegning.

Hvis du bor i så beskyttede omgivelser, at du vurderer det forsvarligt at lade din Ocicat gå frit, så tag som minimum følgende forholdsregler:

  • Lad aldrig din Ocicat gå frit, inden den er mentalt moden til det. Det vil sige ikke før den er mindst 8-10 måneder gammel. 
  • Vend den langsomt til at være ude f.eks. ved at tage den med ud i sele, når du selv er i haven. 
  • Luk aldrig din Ocicat frit ud, før den er neutraliseret! 
  • Lad aldrig din Ocicat gå frit ude om natten og i dagtimerne, når du ikke er hjemme. 
  • Lad den kun komme ud, når du er hjemme og kan holde den under løbende opsyn. 
  • Sørg for at holde din kat inde, inden mørket falder på, da det ellers kan være ekstra svært at få den lokket med ind.
  • Gør det til en god vane, at servere kattens aftensmad, når den lukkes ind. Derved forbinder katten det med noget positivt, når døren atter bliver lukket.

Vær opmærksom på, at ikke alle opdrættere ønsker at sælge killinger til hjem, hvor de får adgang til at løbe frit. Men tal med opdrætteren om det, og fortæl om dine overvejelser.

Når en killing eller voksen kat overdrages til sit nye hjem, skal der altid følge en pasningsvejledning med. Vi anbefaler derfor at du også læser Felis Danicas pasningsvejledning til kat.

En sidste advarsel skal lyde som følgende:

Ocicat er vanedannende - har du først én, ønsker du at få flere!